Referat af seneste møde
Referat af møde i brugerrådet den 17. april 2012 kl. 19:00 på havnekontoret.
Til stede var: Middelfart Sejlklub Alex Nielsen, Middelfart Sejlforening Kim Sjøberg, Russelbæk Fiskerlaug Palle Christiansen, Sildemarkens Bådelaug Kai Andersen, Areallejerne Kaj Ebler Hansen, Uorganiserede brugere John Hansen, Kaare Bak, havnefoged, Charlotte Søndergaard, referent.
Fraværende: Hardy Olsen, Middelfart Roklub; Helge Pedersen, Fænøsund Sejlforening; Mogens Hansen, Kajakklubben Strømmen, Dykkerklubben Marsvinet Claus Christiansen,
1. Godkendelse af dagsorden
Endelig dagsorden blev godkendt.
2. Godkendelse af referat fra sidste gang
Godkendt.
3. Status og aktiviteter
Uddybning af havnen omkring sejlklubbernes flydebroer.
Det er undersøgt og resultatet er meget bekosteligt, hvis der findes TBT i. Beløb fra 250.000 (uden TBT) til 1.600.000 kr. vil det ca. koste. De penge findes ikke på drifts budget, derfor opfordres sejlklubberne til at forfatte en mail omkring problemet og Kaare vil tage det med til Teknisk Forvaltning/Udvalg.
Tankanlæg.
Sidste gang informerede Kaare kort om et forestående møde med Monjasa. Desværre blev lovgivningen omkring mobile benzinanlæg skærpede nogen dage efter, og derfor vil Monjasa på nuværende tidspunkt ikke sige om projektet kan gennemføres. Dog er projektet ikke helt dødt endnu, for vi har fået flere henvendelser omkring salg af disse anlæg. Det er især gæstesejlerne der efterspørger benzinen på havnen.
Opsigelser i havnen.
15 varslede opsigelser af bådpladser blev sendt ud hen over vinteren. Årsagen var enten manglende betalinger eller forsikringsoplysninger. Nogen bragte tingene i orden – 3 har dog ikke reageret, så de er opsagt. De ligger dog stadig i vandet, men betragtes som en gæstebåd, og betaler dagstakst som en sådan. Der arbejdes på højtryk for at få dem helt ud af havnen.
Der spørges ind på den ”blå” båd på bro 8, og der arbejdes stadig på, at den skal væk. Havnen har overtaget den fra konkursboet efter ejeren.
Generelt kan der ikke fra havnens side gøres noget ved misvedligeholdte både, da de nuværende vedtægter ikke indeholder en bestemmelse om dette. Dette vil der blive taget højde for i de nye vedtægter.
De nye vedtægterne er endnu ikke vedtaget af kystdirektoratet efter knapt 2 års sagsbehandling, derfor er der besluttet i forvaltningen at man starter forfra igen!
Landpladserne er der ligeledes ryddet op på. Der er smidt mellem 10 og 15 ud. Dels pga at vi ikke vil have vrag liggende deroppe og andre fordi de har ligget der i mange år, uden der er sket noget!
De både der ikke har været i vandet sidste år, vil blive opsagt af havnen til den kommende sæson. Ifølge vedtægterne må en båd kun stå på land et år og derefter skal den i vandet. Dispensationer kan i særtilfælde gives hvis man henvender sig til os!
Ledige pladser i havnene.
PT har vi ca. 20 pladser ledige. Det er de små pladser (2,50x10,00 & 3,15x10,00) Vi har ca. 90 på venteliste, men det er til større pladser de ønsker. Der blev orienteret at på sigt samles de ledige pladser i klumper på broerne, derefter bliver pladserne konverteret til pladsstørrelser der er efterspørgsel på.
4. Igangværende projekter
Krabbefiskebro er ankommet og arbejdet opstartes ligeså snart, der er nogen der kan ramme pælene.
Etableringen af den nye bro i Kongebro Havn er færdig. Platform er blevet tilføjet det oprindelige projekt, så der etableres grillplads med rækværk/læhegn.
I Kongebro Havnen var der indhentet tilbud om at udnytte havnebassinet mere optimalt. Der kom 5 tilbud og Tåsinge Entreprenør (TE) var de billigste. Efterfølgende blev TE spurgt på en pris på grillplatformen men var dyr. Derfor blev der indhentet tilbud fra de tømrer der normalt bliver tilkaldt på havnen, og de var 11.000 kr. ex. moms billigere, hvorfor de fik arbejde. Det blev der tilsyneladende sure miner fra TE over, hvorefter havnen modtog en uhørt høj regning på et andet arbejde TE havde udført, ligesom der er flere detaljer ved arbejdet som ikke er færdiggjort. Med hjælp fra vores rådgivende ingeniør er der taget kontakt med TE og de har fået den betaling som er gældende for ekstraarbejdet samt fået en frist for at få færdiggjort arbejdet. Hvis ikke, så bliver pengene til færdiggørelse taget ud af den bankgaranti, der var stillet fra start af!
Udvidelse af autocamperpladsen med 6 pladser er godkendt af teknisk udvalg. Arbejdet er færdigt medio juni 2012.
Slæbestedet i Sildemarken åbnede i går efter en større hovedrenovering. Det andet slæbested er helt nedlagt nu, dog vil der snarest blive etableret adgang til den eksisterende bro.
Der er investeret i en ny bil. Den lever op til vores grønne image, da den kører både på el og benzin. Bilen skal bruges af opkræverne i sommerhalvåret, samt til kørsel hvor det ikke er nødvendigt at benytte havnens arbejdskøretøj.
Der vil være royalt besøg i Middelfart d. 8 juni 2012. Selve arrangementet er ikke offentliggjort endnu, men så snart vi har det, bliver det lagt på havnens hjemmeside!
Den opsatte hjertestarter i Gammel Havn var i brug for første gang i torsdags da havnefogden blev kaldt ud til et hjertestop. Som konsekvens deraf er det besluttet at havnens medarbejdere tager på førstehjælpskursus onsdag d. 25/4 for at øge medarbejdernes viden om førstehjælp.
Klubberne på marinaen opfordres endnu engang til at søge om at få en, hvis afslag kan der måske findes en løsning med midler fra de erhvervsdrivende på marinaen!
Vejene på vinterpladser er blevet tilført materiale og er blevet trukket i profil. Der blev spurgt om der var sprøjtet saltvand på, det vil Kaare undersøge hos Vej-afdelingen om det er muligt igen i år.
5. Indkomne forslag/punkter til drøftelse
Ingen indkomne forslag!
6. Næste møde
Næste møde tirsdag den 6. november 2012 kl. 19.00.
7. Eventuelt
Broernes forfatning er kritisabelt. Der er endnu ikke afsat penge til renovering af disse.
Belægningerne på broerne tjekkes jævnligt og udskiftes.
Kaare har set på løsninger blandt andet i Flensborg Marina. Der rammer man ikke pæle, der bruger ”y-bom-løsning”. Flydebroer af beton overvejes også, da der ingen vedligeholdelse er på.
Der er PT ingen planer om udvidelse af havnen.
Der er opstartet et projekt af havnefogden, skovfogden og vejformanden om udvidelse af stranden ved marinaen. Den vil blive præsenteret for cheferne i Teknisk Forvaltning, siger de god for den, arbejdes der videre på den, og den kan præsenteres for Teknisk udvalg. En af ideerne er blandt andet, at lade en klasse fra hvert klassetrin fra 1 til 10 klasse skal med ind over udvidelsen, således at deres ideer bliver benyttet og vi således får maximal udnyttelse af stranden.
Consejls bygning er ikke kun til salg længere, man kan nu også leje den.
Restauranten på marinaen er solgt til Jakob Elkjær fra Fænøsund Restaurant.
Mona fra grillbaren har ved denne sæson overtaget forpagtningen af grillbaren.
Venlig hilsen
Charlotte Søndergaard
Referent